x

Black Angels udgiver live-dvd med Roky Erickson

Black Angels udgiver live-dvd med Roky Erickson

Austin, Texas-bandet The Black Angels spillede i sidste uge koncerter i Århus og København. GAFFA mødte halvdelen af bandet til en snak om "den danske forbindelse", 13th Floor Elevators-kulthelten Roky Erickson og selvfølgelig det aktuelle album "Phosphene Dream". Bandet har tidligere turneret med Roky Erickson og udgiver snart en live-dvd med ham, men kom ikke med på hans seneste studiealbum.

Netop tjansen som backingband for Roky Erickson var ved at afføde det mest 13th Floor Elevators-lydende album, han har lavet siden dengang. I hvert fald ifølge Black Angels selv. Men det endte med at blive et andet Austin-band, nemlig Okkervil River, der bakkede Erickson op på hans første soloplade i lang tid, "True Love Cast Out All Evil", som udkom i foråret. Når man spørger ind til dette, fornemmer man hos Black Angels en vis form for bitterhed, især fra frontmand Alex Maas' side:

– Da vi indspillede med Roky gik vi efter at fange 13th Floor Elevators-udtrykket så præcist som muligt. Du ved, signaturlyden med electric jug osv. – lige fra hoften, med nosser og det hele. Men pladeselskabet var tydeligvis ude efter en mere sikker americana-lyd, lidt middle of the road-agtigt. Jeg har hørt rygter om folk, der mente, at vores musikalske evner ikke var tilstrækkelige eller ikke passede til Roky. Jeg mener, vi er jo bare et full-on fuzzrock-band, mens Okkervil River er noget mere tekniske, men altså, jeg har optagelser fra dengang, hvor vi indspillede med ham, og – helt ærligt – det lyder som 13th Floor Elevators…

– Under de koncerter, vi spillede med ham, fokuserede vi meget på 13th Floor Elevators-materialet. Det backingband han havde før, The Explosives, spillede kun to Elevators-sange, "You're Gonna Miss Me" og "Splash 1", men vi ville gerne spille de fem første sange fra "The Psychedelic Song of…". Da vi så skulle øve sangene med Roky, gik det hurtigt op for os, at han slet ikke kunne huske de sange, han ellers selv skrev i sin tid, så vi måtte sidde og føre ham igennem melodier og tekster på et nodeark, men det var en fantastisk oplevelse at overvære ham vende tilbage til de sange, som han havde glemt. Som sagt, så har vi gemt de optagelser, og de er fantastiske. Måske forærer vi dem væk på nettet en dag. Vi indspillede ti sange med ham – fem med band og fem akustisk – og jeg tror, at fire-fem af dem kom med på Okkervil-pladen, tilføjer Bland, inden Maas kommer med endnu et lidt fornærmet udfald:

– Jeg hørte et interview med frontmanden fra Okkervil (Will Sheff, - Red.) i radioen den anden dag, hvor han fortalte, at det var hans idé at indspille med Roky. Og dét er i hvert fald løgn. Han fik det til at lyde som om, det var hans idé at indspille disse gamle sange, som Roky havde haft liggende på hylden længe. Jeg er hundrede procent sikker på, at managementet har kontaktet Okkervil River fuldstændig på samme måde, som de kontaktede os i sin tid, og de har garanteret snakket med mange andre bands. Men altså – no hard feelings – det var sikkert det rigtige valg, i hvert fald når nu de gik efter den der americana-lyd, som vi ikke ville kunne levere.

– Til gengæld var vi heldige nok til at nå at indspille en live-dvd af en koncert, vi spillede med Roky i Los Angeles, og den udsender vi senere i år. Vi åbnede for Roky, samtidig med at vi så spillede som backingband for ham, og vi har lige fået clearet skidtet fra hans management, så det er sikkert, at dvd'en kommer snart. Vi spiller de fem 13th Floor Elevators-sange og en masse af hans soloting, blandt andre "Two Headed Dog" og "Night of the Vampire", siger Maas.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA