Bandet forlader studiet for en stund for at spille fire danske koncerter til november og december
Det er kun omkring et år siden Dúné udgav deres andet album "Enter Metropolis", men alligevel er bandet godt i gang med at forberede album nummer tre. Men til november forlader de syv musikere studiet for en stund for at spille fire danske koncerter.
Hermed er der altså endnu en mulighed i år for at opleve det særdeles energiske orkester live, når de rammer Greve, Århus, Odense og København for at spille materialet fra deres to plader samt muligvis en tidlig smagsprøve på noget af nye materiale.
Selvom "Enter Metropolis" er fra august 2009, så er der faktisk kommet nyt fra bandet siden da. Gruppen udsendte nemlig i maj 2010 ep'en "Leaving Metropolis", der indeholdt remix og tre nye numre.
Det vides endnu ikke, hvornår bandet forventer at kunne udsende album nummer tre. Men det ligger dog fast, at bandet kan opleves live på følgende datoer:
18. november - Greve, Portalen
19. november - Århus, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal
20. november - Odense, Posten
1. december - København, Store Vega
Billetter kan købes via GAFFA Live.