Nyhed

Sony-BMG-fusion godkendt i USA og EU

Nu kun fire multinationale selskaber tilbage

Vejen er nu banet for den planlagte fusion mellem de multinationale pladeselskaber Sony og BMG. I sidste uge godkendte EU-kommisionen fusionen, som man ellers mistænkte for at være i strid med EU’s konkurrenceregler, og nu har et lignende udvalg i USA, den såkaldte Federal Trade Commission (FTC), så gjort det samme, skriver Entertainment Online.

Fusionen har ellers mødt hård modstand fra bl.a. Impala, den internationale sammenslutning af uafhængige pladeselskaber, der har forsøgt at overbevise myndighederne i både EU og USA om, at fusionen udgør en trussel mod den fri konkurrence til skade for både udsalgspriser og musikalsk alsidighed.

Beslutningen var heller ikke let, udtaler Mozelle W. Thompson fra FTC og siger, at man grundigt har overvejet risikoen for monopol-lignende tilstande – men det endte altså med grønt lys for fusionen.


Ifølge Entertainment Online vil fusionen betyde tab af 2000 arbejdspladser. Direktør Gwen Wisti fra den danske afdeling af Sony har tidligere sagt til GAFFA.dk, at hun ikke regner med, at fusionen vil få nogen negativ betydning for den danske afdeling, – Det kan kun betyde noget positivt, fordi vi får samlet så mange gode kunstnere og ekspertise. Jeg kan ikke forestille mig, det betyder, at nogle kunstnere eller medarbejdere bliver sparet væk.

Direktør Henrik Daldorph fra BMG i Danmark afviste dengang at kommentere disse aspekter af fusionen. GAFFA.dk har ikke kunnet træffe nogen af de to i dag.

Jesper Bay, marketingdirektør i den danske afdeling af IFPI, pladeselskabernes internationale brancheorganisation, skrev dog forleden i nyhedsbrevet Pladebranchen.Nu, at fyringer også i Danmark formodentlig var uundgåelige, men at det var for tidligt at sige noget om, om der bliver skåret ned på antallet af de danske kunstnere. Han tilføjer dog, at Sony og BMG har skåret så meget ned på antallet af danske kunstnere i de senere år, at han har svært ved at se yderligere besparelser på dette felt.


I dag afviser Jesper Bay at kommentere dette yderligere over for GAFFA.dk og henviser til de to selskaber. – Som brancheorganisation har IFPI principielt ikke nogen mening om den sag. Jeg skrev bare, hvordan den unægtelig signaltunge nyhed ser ud fra sidelinjen, siger han.

Med fusionen vil Sony-BMG, som det nye selskab formodentlig kommmer til at hedde, blive verdens næststørste selskab og sidde på ca. 25 procent af verdens samlede pladesalg (kilde: Pladebranchen.Nu), kun overgået af Universal Music Group og foran Warner Music Group og EMI Group. Sidste år forsøgte de to sidstnævnte i øvrigt at fusionere, men er indtil videre blevet bremset af de amerikanske konkurrencemyndigheder.

Sammenlagt står de nu fire multinationale selskaber inklusive underselskaber ifølge Henrik Marstal og Morten Jaegers bog "Hitskabelonen" for over 70 procent af det globale musiksalg.



ANNONCE