Nyhed

Mikael Simpson mixer to verdener

Den københavnske natteravn mixer klassisk materiale af trioen Alpha

Alpha er navnet på den klassiske DMA-nominerede trio, som sangskriver og elektronika-musiker Mikael Simpson har remixet. Mikael Simpson er den næste i rækken efter populære navne som Oh No Ono, Carpark North, Niarn, Troels Abrahamsen, der også har haft lejlighed til at genfortolke klassisk musik via initiativet Mix To Verdener.

Ifølge en pressemeddelelse fra Mix To Verdener, så har mere end 75.000 danskere indtil nu lyttet med via Mix To Verdeners hjemmeside. Initiativet er en kollaboration mellem Bandbase, DR, Danske Bank, KODA med flere, som i denne omgang tager fat på nulevende klassiske musikere, mens de sidste år havde de store komponister som Beethoven, Grieg og Tjajkovskij med flere på repertoiret.

Mikael Simpson har ommøbleret Alphas komposition, "Syriah", der er at finde i sin oprindelige form på Alphas andet album, "Alpha World". Resultatet er efter sigende en drømmende og personlig blanding af Alphas tonesprog og Mikael Simpsons eftertænksomme melankoli.


"I første omgang var jeg ret overrasket over, at nyere klassisk musik kan lyde så eksperimenterende, men jeg tog blandt andet udgangspunkt i de remixes jeg har lavet for Lulu Rouge og Trentemøller, og har fået frembragt en droneudgave af "Syriah", som jeg er blevet meget tilfreds med," udtaler Mikael Simpson om processen.

Alpha er heller ikke blot en klassisk trio i traditionel forstand. Trioen inddrager nemlig både elektronika, verdensmusik og improvisation i deres musikalske univers, og deres udtryk skal i lige så høj grad handle om atmosfære og tekstur som om noder og frasering. Og nu er Mikael Simpson således også blevet lukket ind trioens verden.

Har man selv lyst til at teste remix-kundskaberne, kan man selv forsøge sig via mix to verdeners hjemmeside, hvor du også kan høre og downloade nummeret "Syriah" - både i Mikael Simpsons og Alphas egen version.

ANNONCE