Nyhed

The Who planlægger turné

Pete Townshend arbejder desuden fortsat på ny musik, der muligvis bliver udgivet inden de kommende koncerter

Roger Daltrey har ladet sig interviewe til bandets officielle webside, hvor han svarer på spørgsmål fra fans og blandt andet fortæller om bandets kommende turné. Bandet er stadig i planlægningsfasen, men Daltrey forventer dog, at turnéen kommer til at fokusere på det store bagkatalog.

The Who-sangeren er dog ikke meget for idéen om at tage ud på en Greatest Hits-turné, da han synes det vil være alt for kedeligt bare at stå og spille hits og så helt ignorere de mere obskure ting. Det ville kede ham ihjel, så i stedet leger han med idéen om at optræde med meget forskellige sætlister til koncerterne:

"Jeg kunne godt tænke mig at spille så mange forskellige shows, som vi kunne. Måske spille 'Quadrophenia' en aften, spille de største hits den næste aften - det er hvad jeg godt kunne tænke mig. Og 'Tommy', hvis jeg altså stadig kunne synge 'Tommy'. Det ville være virkelig sjovt ikke at komme ud med det samme show hver aften - publikum ville blive nødt til at tage en chance i forhold til, hvilket show de ville få".


Daltrey fortæller desuden, at Pete Townshend stadig skriver sange til opfølgeren til "Endless Wire" fra 2006. Der er dog ingen melding på, hvornår det nye musik vil se dagens lys. Men Daltrey åbner dog døren for at det er på vej, og siger at man jo aldrig kan vide, om det vil nå at komme ud, inden de kommende koncerter.

The Who har endnu ikke annonceret nye koncertdatoer, men det forventes at bandet vil tage på turné i løbet af 2011.

ANNONCE