Nyhed

The Tremolo Beer Gut udfordrer The Good The Bad

De to surf-inspirerede bands spiller to koncerter, hvor de skiftevis vil fyre et nummer af i en koncert-battle

Aalborgensere og Københavnere får torsdag og fredag muligheden for at opleve de to beslægtede bands The Tremolo Beer Gut og The Good The Bad. De to surf-rockbands vil udfordre hinanden i en intern battle, som publikum vil være vidne til. De vil således stille sig på to scener og skiftevis spille et nummer, som modparten skal 'svare igen' på.

Den første koncertduel kommer til at udspille sig på Loppen den 7. oktober og dagen efter på Studenterhuset i Aalborg. De to bands beskriver i en pressemeddelelse de kommende koncerter således: "Last band standing tager "the fame and the glory"! Så forbered dig på blod, røg og twang-guitar".

The Good The Bad er netop aktuelle med deres single "030", hvor en noget udfordrende musikvideo for nylig blev gjort tilgængelig. Du kan se videoen på GAFFA TV, og sangen kan høres på albummet "From 018 To 033", der kom tidligere i år. The Tremolo Beer Gut udgav sidst materiale i 2008, hvor albummet "Nous Sommes The Tremolo Beer Gut ... Qui Le Fuck Êtes Vous" modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen.


Koncerterne er de sidste inden Tremolo Beer Guts kommende udgivelse "Under the Covers with The Tremolo Beer Gut". Pladen skulle egentlig have udkommet i januar, men grundet diverse graviditeter, fødsler og generel frugtbarhed udkommer "Under The Covers with The Tremolo Beer Gut" i følge bandets pressemeddelelse først til april.

Koncerterne er på Loppen den 7. oktober og den 8. oktober på Studenterhuset i Aalborg. Billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE