På fredag starter streaming-tjenesten WavesOut officielt op. Siden er gratis og helt lovlig.
WavesOut er navnet på den seneste online musiktjeneste, der ser dagens lys. Den starter officielt op på fredag i denne uge, selvom siden har været i gang i længere tid, hvor bagmændene har kunne teste deres system for fejl og få rettet det nødvendige til – fredag er det dog officielt i gang.
Derfor kan man også allerede nu gå ind på siden og oprette en profil, hvor der allerede ligger en del indie og elektronisk musik, som er sidens primære fokus. Mark Petersen, der er en del af WavesOut, udtaler i en pressemeddelelse om baggrunden for siden:
"Vi manglede et sted, hvor man med god samvittighed kunne lytte til undergrundsmusik". WavesOut har indgået en aftale med KODA, der håndhæver danske komponisters rettigheder, og siden finansieres igennem annoncer på siden.
WavesOut har allerede etableret samarbejder med mange af de danske uafhængige pladeselskaber, der blandt andet tæller: Music For Dreams, Vuf Records og Rumraket. De står bag navne som Fagget Fairys, ElectroJuice, Efterklang med flere fra den danske undergrund. Peter Regnersgaard fra WavesOut uddyber yderligere:
"Det er vigtigt for os, at man også kan høre de mindre kunstnere, og at WavesOut på den måde bliver en platform for inspiration, hvor brugerne kan dykke ned og gå på opdagelse efter ny musik."
Rent teknisk kører siden i Flash, og der skal derfor ikke derfor ikke være et program på computeren. Mark Petersen begrunder: "Det skal være så simpelt som muligt at høre god musik og det føler vi, at WavesOut giver mulighed for. Ét klik, og så spiller musikken!".
WavesOut starter op på fredag den 8. oktober, og siden er således et positivt bud på et streaming-alternativ, især efter streamingprogrammet Spotify ikke er blevet godkendt i Danmark, og ifølge Spotify selv, heller ikke foreløbig har planer om det. Du kan allerede nu streame musik gratis på WavesOut.com.