Nyhed

Nelly Furtado samler de største hits

Den canadiske sangfugl udsender sit første opsamlingsalbum til november

Canadiske Nelly Furtado debuterede i 2000 med albummet "Whoa, Nelly!", og siden er kommet tre fuldlængdeudgivelser. Nu er det så blevet tid til at gøre status over karrieren, hvilket sker midt i november, hvor sangerinden udsender albummet "The Best of Nelly Furtado".

Furtado fejrer sine ti år som millionsælgende kunstner med et dobbeltalbum, der udover de største hits også indeholder tre nye numre. Et af dem er den første single fra det kommende album, "Night Is Young", der er co-produceret af Salaam Remi, som tidligere har arbejdet med blandt andre Nas, The Fugees og Amy Winehouse.

Der foreligger endnu ikke en officiel trackliste for albummet, men det ville være meget overraskende, hvis sange som "I'm Like A Bird", "Turn Off The Light", "Força", "Promiscuous" og "Maneater" ikke dukkede op på pladen. Sangerinden skulle desuden være godt i gang med at indspille sit næste album, der forventes at komme ud i løbet af 2011.


Nelly Furtado udsender "The Best of Nelly Furtado" 15. november.

ANNONCE