x

Hookah vandt Starfighters

Hookah vandt Starfighters

Det blev electropopgruppen Hookah med base i Tue Wests hjemby Hundested, der vandt upcoming talent-konkurrencen Starfighters, der bliver arrangeret i et samarbejde mellem Skanderborg Festival, DR TV’s Boogie, DR P3’s Katapult og GAFFA.

Sidste år var det metalorkesteret Stomped fra Odense, der løb af med sejren, men i år var det altså et band med mere appel til radiostationerne og et bredere publikum, der vandt. Det blev afsløret på Skanderborg Festivals upcoming-scene Den Blå Planet onsdag nat, hvor de 9 deltagende bands, udvalgt gennem de omtalte medier, spillede på festivalens første dag.

De 9 grupper var Genie Dean, Dúné, Cynical Son, Ten A.M., Tr3ple P, Lillystones, Hookah, Grasp og Unrefined.

Dommerkomitéen bestående af en repræsentant fra hver af de nævnte arrangører motiverede valget af Hookah med, at det var det mest spændende og nyskabende af de optrædende bands. Andenpladsen gik til Ten A.M., der spiller melodisk guitarpop a la Crowded House, og nr. 3 blev det unge Skive-band Dúné, der spiller synthpop med lige dele inspiration fra bysbørnene Superheroes og de britiske scenemonstre The Who.

Hookah er nu sikret en pladekontrakt til en værdi af 250.000 kroner til indspilning og udgivelse af debutalbummet, spilletid på Skanderborg Festivals største scene Bøgescenerne, både på lørdag og næste år. Og endelig vandt bandet en fotosession til en værdi af 25.000 skænket af GAFFA. Nr. 2 og 3 vandt en optræden på festivalen på fredag på henholdsvis Rytmehans-scenen og den lidt mindre Den Blå Planet.

Dommerkomitéen uddelte også en række fiduspokaler – i form af whisky – til medlemmer fra bands, der gjorde et særligt indtryk på dommerne.

De gik til følgende:
Bedste vokalist: Jesper Christian Petersen, Unrefined
Bedste guitarist: Bo Nielsen, Genie Dean
Bedste trommeslager: Michael Jensen, Cynical Son
Bedste bassist: Jacob Aarosiin Hansen, Tr3ple P
Bedste keyboardspiller: Ole Bjørn Sørensen, Dúné


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA