x

Talking Heads' Remain In Light fylder 30

Talking Heads' Remain In Light fylder 30

I dag er det 30 år siden, Talking Heads udgav deres skelsættende album "Remain In Light". I den forbindelse har GAFFAs Torben Holleufer skrevet et stort Klub GAFFA-tillæg om albummet og bandet, som vi bringer et uddrag af her:

Den 8. oktober er der gået 30 år, siden Talking Heads udsendte deres formidable album "Remain In Light", hvor de blendede soul, funk og cut-up med inspirationer fra verdensmusikken og specielt fokus på Fela Kuti og afrobeat og skabte en eksperimenterende plade med en stribe mestersange.

Der er album, som direkte går ind og sætter en egen standard. Sådan var det med det album, som kronede karrieren for Talking Heads, og som kom som resultatet af en kreativ proces, hvor en gruppe på fire personer med en nørd af en sanger i spidsen havde formået at tage afsæt i konceptkunst og lavet en stribe plader med en direkte og meget personlig appel.

"Remain In Light" blev et album, som havde inspirationer fra afrikansk musik, men som også var født ud af to af tidens mest kreative hjerner, hvoraf den ene ikke overraskende var allestedsnærværende Brian Eno. Som i frontmanden og sangskriveren med den skæve hjerne, David Byrne, fandt en ligesindet, som han forinden havde gjort det i Berlin med David Bowie.

Som i tilfældet David Bowie var der hos Talking Heads en direkte forbindelse med beatforfatterne fra efterkrigstidens sønderrevne Amerika, hvor Brion Gysin og William S. Burroughs var med til at opfinde cut-up, en metode som i første omgang blev brugt til at give tekster nye indgangsvinkler via tilfældigheden, men som i hænderne på folk som Eno og Byrne på "Remain In Light" blev brugt i stor udstrækning med et pionerarbejde i lyd med den udstrakte brug af samples, som vi i dag 30 år senere tager helt for givet. Ligesom de også med Bowie delte en direkte forbindelse med popkunstnere som Andy Warhol, der formåede at sætte massekulturens symboler, såsom tv og Campbell-suppedåser, ind i et kunstnerisk udtryk. Faktisk er Talking Heads et fagudtryk blandt amerikanske tv-folk.

Pladen var udtryk for en helt ny kollektiv retning, som bandet tog efter at have begået og turneret med mesterværket "Fear Of Music". Her var to medlemmer egentlig ved at forlade bandet, fordi David Byrne var ved at blive for dominerende, nemlig ægteparret Tina Weymouth og Chris Frantz, henholdsvis bassist og trommeslager. De tog på en tur rundt i Caraibien og endte i det studie på Bahamas, som var ejet af Bob Marley-bagmanden og præsidenten for Island Records, Chris Blackwell, og som hed Compass Point.

Her havde bandet tidligere indspillet, og en række skelsættende plader blev til i det miljø i de år, blandt andre med Grace Jones i et typisk samarbejde med reggae-rytmeaksen, Sly & Robbie. Ligesom The B-52's, Robert Palmer og Roxy Music var blandt de mange kunstnere, der nød godt af de frie omgivelser på paradisøen, hvor der fortsat er et yderst velassorteret studie. Dertil kom en konstant gennemgang af musikere fra USA og fra det caraibiske område, ikke mindst fra Jamaica, så her lagde Weymouth og Frantz kimen til det band, som i slutningen af 1980 skulle blive til Tom Tom Club, i øvrigt opkaldt efter en danseklub på netop Bahamas.

De to blev snart ledsaget af deres gamle ven fra kunstakademiet, David Byrne, og snart kom Brian Eno også, selv om han betingede sig, at de ikke bare skulle gentage formlen fra de to tidligere album. Og som vi alle ved, så blev han så besat af de eksperimenter, der var ved at tage form i studiet, at han besluttede sig for at lave en sidste plade med Talking Heads.

Således gik det til, at en gruppe kreative hoveder, der lige havde betaget verden med en mesterlig plade, besluttede sig for at gå i en hel ny retning. Og kom til at skabe et album, som ikke alene blev, hvad de fleste kritikere er enige om er det absolutte hovedværk. Det blev også et album, som med hints til lydtroldmænd som George Martin og Phil Spector udstak nye måder at arbejde på i studiet. Hvor det fra journalistikken så kendte udtryk "to kill your darlings" blev metoden, hvor forudsætningen er viljen til at droppe faste idéer og konstant være åben for nye muligheder i takt med, at de opstår.

Og hvor den konstante tilføjelse af nye lag i den musikalske underskov, totalt ville gøre op med den indtil da brugte formel. "Remain In Light" blev simpelthen til i studiet. Ligesom Byrne totalt lod tilfældet råde, da teksterne skulle på plads.

Og skabte nogle af sine nok mest rammende udsagn.

Læs resten af artiklen i Klub GAFFAs oktobertillæg. Er du endnu ikke medlem, kan du få tillægget ved at melde dig ind her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA