x

The Script til Vega

The Script til Vega

Den irske pop/rock/soul-gruppe The Script har netop udsendt deres andetalbum "Science And Faith", opfølgeren til deres succesfulde selvbetitlede debut fra 2008. Det vil sige, albummet er indtil videre kun udkommet i Danmark og Storbritannien, idet Danmark og Storbritannien har fået lov til at holde eksklusiv verdenspremiere på det nye album, som resten af verden først kan købe fra på mandag den 11. oktober.

The Script var for nylig i Danmark for at optræde til The Voices årlige show i Tivoli, hvor de dog kun spillede nogle få numre. Nu har de meldt deres ankomst til en hel koncert, nemlig i Store Vega i København 4. februar næste år. 

The Scripts nye album er som nævnt efterfølgeren til det succesfulde debutalbum, der rummer store hits som "We
Cry", "The Man Who Can't Be Moved" og "Breakeven". Albummet modtog hele fem gange platin i hjemlandet og fik to platinplader i England. Siden da har de også hittet i USA og har været på turnéer med så store navne som U2 og Paul McCartney.     
 
The Script spillede sidste gang en hel koncert i Danmark i december 2008, hvor anmelder Pelle Jensen uddelte fire stjerner og konkluderede:

"Da hittene "We Cry" og "The Man Who Can't Be Moved" blev leveret – næsten lige efter hinanden – var der selvfølgelig budt op til kæmpe fællessang – og denne aften lød det faktisk rigtig godt. Lyden var generelt tiptop og tro imod The Scripts varme, lidt soulede lyd. Efter 50 minutters koncert var det forbi. Til massive klapsalver vendte trioen dog tilbage for at give to sidste numre, før Vega kunne tømmes for en samling glade koncertgængere. Aftenens præstation byggede videre på det succesfulde manuskript, der har et fint plot og en god rollebesætning. Man kunne dog godt ønske sig, at det bliver endnu mere spændende."

Forsalget til den nye Vega-koncert 4. februar 2011 er netop begyndt via Billetlugen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA