x

Engelske roser til Our Broken Garden

Engelske roser til Our Broken Garden

Mandag den 18. oktober udgiver den midtjyske gruppe Our Broken Garden sit andet album, "Golden Sea", men haven har allerede fået smukke, langstilkede roser fra Englands største musikblad, Q.

Anmelderen John Aizlewood uddeler fire ud af fem stjerner og kalder gruppen "fortryllende". Han skriver videre, at albummet er "rigt, overdådigt med lag og flyder over med idéer" og kalder det "the real deal". Aizlewood kalder desuden Our Broken Gardens sangerinde og sangskriver Anna Brønsted for et "markant sangskrivningstalent".

Our Broken Garden debuterede i 2008 med albummet "When Your Blackening Shows", der også fik fornemme anmeldelser i den engelske presse. Blandt andet kårede det ansete magasin Mojo albummet til årets 35. bedste album på verdensplan, foran navne som MGMT, Metallica og Oasis.

Our Broken Gardens plader udkommer i England på det markante selskab Bella Union, der også udgiver kunstnere som Fleet Foxes, Midlake, The Walkmen og to andre danske navne, The Kissaway Trail og Chimes & Bells, og i øvrigt ledes af Simon Raymonde, tidligere bassist i det stilskabende firser-indieband Cocteau Twins. Herhjemme udgives Our Broken Garden af pladeselskabet Tigerspring, der også udgiver bands som Choir Of Young Believers og Chimes & Bells.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA