x

Kendte danske musikere støtter syg pige

Kendte danske musikere støtter syg pige

I januar stillede en række danske musikere op til en støttekoncert i Aalborg Kongres & Kultur Center for den 11-årige Sandra Filipsen, der lider af den sjældne sygdom Dravet-syndromet. En slags epilepsi, som i værste fald kan være dødelig.

Koncerten var en succes økonomisk og hjalp Sandras behandling betydeligt. Sandra har dog nu brug for yderligere behandlinger, og en række danske musikere, heriblandt vinderen af X Factor 2009, Linda Andrews, samt Mikael K fra Klondyke (billedet) og århusianske Michael Hamilton, har derfor sagt ja til at stille op til endnu en støttekoncert, som finder sted i Vejgaardhallen i Aalborg lørdag den 6. november.

Sandra har lidt af Dravet-syndromet, siden hun var tre år. Danske læger har forsøgt på alle mulige måder at komme hendes anfald til livs; anfald som hun kunne have op til 20 af om dagen, og hvert anfald kan være dødeligt.

Sandra har udviklet bedre motorik, balance og sprog, og hendes anfald er nedsat med cirka 50 procent. Dette skyldes blandt andet udenlandske behandlinger, blandt andet i Kina, der blev finansieret af sidste støttekoncert, oplyser Sandras familie. Der er dog stadig en del, der kan gøres for at forbedre Sandras levevilkår.

Dette gør, at en række danske musikere afholder en opfølgende støttekoncert for Sandra og hendes familie, som netop har lånt 200.000 kr. for at tage endnu en tur til Kina, hvor de denne gang skal være i cirka 45 dage. Familien kan nemlig ikke få økonomisk hjælp til behandlingerne.

Den nye koncert bliver afholdt i Vejgaardhallen i Aalborg, hvor Conny og Frede Hansen stiller lokaler til rådighed gratis. En lang række musikere, firmaer og private stiller deres tid og talenter gratis til disposition både før, under og efter arrangementet, for at Sandra kan komme videre med sin behandling.

Udenlandske musikere donerer en række effekter, som arrangøren vil bortauktionere på aftenen, hvor der bliver afholdt kinesisk lotteri og auktion.

Nye kunstnere støtter op om projektet dagligt, så det endelige koncertprogram er endnu ikke endeligt sammensat. En ting er dog sikkert: Der vil være musik og optrædener for stort set enhver smag den 6. november 2010.

Indtil videre har følgende musikere meldt sig:
Linda Andrews (X Factor), Mikael K (fra Klondyke), Michael Hamilton, Simone Als, Keyfa, Kira Kuttemann, Nanna Amter, Bjarke Rasmussen og Fedora Heap. Lyd bliver leveret af DB Lux Event og Tv Production.

Entréen er 150,- kr, og billetter kan købes via GAFFA Live.

Man kan også betale mere eller støtte Sandra Filipsen direkte via hjemmesiden www.voressoester.dk, hvor man også kan læse mere om Sandra og hendes familie.

Der er endvidere lavet en støtteside på Facebook, som hedder "Støttekoncert for Sandra Filipsen", hvor man kan se alle firmaer samt privatpersoner, der støtter op om Sandra Filipsen og hendes familie.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA