Den 1. november står den amerikanske trio N*E*R*D klar med deres fjerde studiealbum
I maj fortalte N*E*R*D om deres nye album "Nothing", der udkommer den 1. november i år. En plade der skal være inspireret af det psykedeliske, og som skal være meget direkte henvendt til det kvindelige køn.
Den amerikanske rock/hiphop gruppe består af Pharrell Williams, Chad Hugo og Shay Haley, og de har blandt andet hits som "Lapdance", "Provider", "She Wants To Move", "Everyone Nose" samt første single, "Hot-N-Fun" (feat. Nelly Furtado)" fra det kommende album i bagagen,
De har solgt platin på de tre tidligere albums i USA, hvoraf debutalbummet "In Search Of..." er fra 2001. Herefter kom "Fly Or Die" i 2004, mens "Seeing Sounds" var ude i 2008.
Pharrell Williams og Chad Hugo har også arbejdet som producerteamet The Neptunes, der blandt andet har arbejdet med artister som No Doubt, Britney Spears, Nelly, N*Sync, Usher og Justin Timberlake.
Førstesinglen fra "Nothing", "Hot-N-Fun", der udkom i juni, florerede også på flere danske radiostationer. Der er lavet en musikvideo til nummeret, der leder tankerne hen på groovy 70'er-vibes. Nummeret gæstes af bandets gode ven Nelly Furtado, og gruppen skal blandt andet have hentet inspiration fra De La Soul.
Single nummer to bliver nummeret "Hypnotize U", der er produceret af den franske DJ-duo Daft Punk. Lyden på det nye album skal efter sigende forene attitude, stil, karisma og personlig smag for de tre medlemmer – og bandet lover efter sigende et album spækket med nye hits.
Shay Haley udtaler om albummet lyd:
"Hvis "In Search Of..." hentede inspiration fra Earth, Wind & Fire og Steely Dan, så er "Nothing" mere som The Doors eller bandet America." Og frontmand Pharrell Williams uddyber om albummets tite "Nothing"l: "Det er som intet du nogensinde før har hørt".
Bandet fortæller desuden i en pressemeddelelse, at de havde hele tyve numre klar, som de dog valgte at droppe, fordi de ikke følte, at de var helt optimale. Derfor startede bandet fra ingenting igen, som albummets titel bærer præg af.
Pharrell Williams, Chad Hugo og Shay Haley er klar med deres fjerde studiealbum "Nothing", og det udkommer på Star Trak/Interscope den 1. november.