Nyhed

The xx-medlem besøger Vega

Jamie Smith aka Jamie xx spiller et dj-sæt i Vega Natklub den 26. november

Fredag den 26. november præsenterer Le Social The xx-medlemmet Jamie Smith som dj i Vega Natklub. Jamie xx har blandt andet haft over en million Youtube-visninger af remixet af Florence & The Machines "You Got The Love", og arrangørerne bag natklub-arrangementet beskriver Jamie xx som en af Londons mest interessante producere lige nu.

The xx, som Jamie Smith er en del af, har netop færdiggjort deres verdensturné, der også tog bandet forbi Danmark. I The xx fungerer Jamie xx som beatmager, men det er altså pladetasken, han har med sig, når han besøger København i november.

The xx blev for nylig belønnet for deres debutalbum "xx" ved at vinde den prestige-fyldte Mercury Prize. Et album, som Jamie Smith har stået for at producere. I hjemlandet England har pladen solgt platin med over 600.000 eksemplarer, men det er de færreste, der kender hans solomateriale. Jakob Bagterp fra arrangørgruppen Le Social udtaler i en pressemeddelelse:

"Jamie xx har gemt sine egne produktioner under dæknavne i internettets afkroge, som skjulte han ansigtet i en hættetrøje. Det behøver han slet ikke. Den særegne — og meget modige — blanding af tung dubstep, dansabel UK garage og følsom indierock gør ham til en af tidens mest iørefaldende producere, der samtidig rykker rundt på festgeledderne."


Jamie xx har desuden annonceret udgivelsen af sit første solomateriale. Det skete på London-radioen XFM, hvor han spillede nummeret "Far Nearer". En titel Jamie xx' kommende ep også vil bære, som vil blive udgivet på Glasgow-pladeselskabet Numbers. xx-medlemmet har tidligere remixet artister som Jack Peñate, Glasser og The xx, og i internettets afkroge findes flere uudgivne numre fra Jamie xx, blandt andet samarbejder med den amerikanske poetlegende Gil Scott-Heron.

Jakob Bagterp uddyber om arrangementet:

"Jamie xx er uden tvivl den booking, vi er mest stolte af. Vi har arbejdet et halvt år på det, og to dage efter, Jamie xx blev bekræftet til Vega, blev han sammen med The xx offentliggjort som vinder af Mercury Prize". Til festen i november spiller også P3-værten Le Gammeltoft og dubstep-dj'en 2000F fra festkollektivet Ohoi!.

Som sagt står Jamie xx snart klar med ep'en "Far Nearer", som der endnu ikke foreligger en udgivelsesdato på. Indtil da kan du dog opleve Jamie xx på Vega Natklub i København, fredag den 26. november.


ANNONCE