x

Pearl Jam på arbejde

Pearl Jam på arbejde

Den Seattle-baserede kvintet holder fortsat et imponerende aktivitetsniveau.

Bandet udsendte 27. juli det akustiske live-album "Benaroya Hall", som indeholder 26 skæringer, herunder bl.a. covernumre af Dylan, Johnny Cash og Ramones. En koncertoptagelse fra 22.10.2003, hvor bandet spiller i Benaroya Concert Hall i Seattle. Et sted normalt brugt til klassisk musik. Koncerten var et velgørenhedsarrangement, hvor overskuddet gik til YouthCare - en lokal non-profit-organisation, som hjælper unge hjemløse i Seattle-området.

På trods af at samtlige Pearl Jams koncerter er udgivet på officielle bootleg-cd'er – inkl. denne – strøg albummet alligevel ind som nr. 18 på Billboards officielle salgsliste i USA. I Danmark distribueres albummet af BMG, og kan anbefales på det varmeste.

Næste skridt i Pearl Jams univers er at bidrage til at få Bush sat på porten fra det Hvide Hus. Nærmere bestemt deltager de på den omrejsende koncertkaravane "Vote For Change", hvor bandet spiller seks koncerter rundt omkring i den østlige del af USA, fra d. 1-10. oktober.

Tilsvarende afholdes parallelle "Vote For Change"-koncerter andre steder i USA med tunge artister som Bruce Springsteen, Dave Matthews, R.E.M. og Dixie Chicks m.fl.

Herefter er det planen, iflg. gruppens manager Kelly Curtis, at Pearl Jam går i gang med indspilningerne til gruppens ottende studiealbum.

Det forlyder tilsvarende, at Epic/Sony udsender et "Best Of"-album i det kommende efterår.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA