x

The Voice TV går i luften i nat

The Voice TV går i luften i nat

Billede: Martin Rosenauer, http://www.rosenauer.dk

Det er noget af en fødselsdagsgave, radiokanalen The Voice fyrer op for, når de i anledning af deres 20-års fødselsdag fra midnat går i luften med en helt ny musik-kanal.

The Voice TV vil ifølge programchef Dennis Johanesson sende tv "på dit sprog og fra dit nabolag". Kanalen, der sender 24 timer i døgnet, vil primært vise musikvideoer, men der bliver også plads til musiknyheder, hitlister osv. Profilen lægger sig meget op af radiokanalen, og især danske kunstnere som Julie, Jokeren og Nik & Jay vil komme i rotation.

Målgruppen er de 15-25-årige, og The Voice TV vil i høj grad udnytte interaktive medier som sms, internet og mms. Kanalen bliver en del af TDC-kabelnettet. Ifølge programchef Dennis Johannesson er The Voice TV en mangeårig drøm, der går i opfyldelse, og The Voice vil bruge kanalen som en platform til at udvikle dansk musik.

De to nye værter Stine Ternstrøm (tv.) på 21, der vandt reality-programmet TV Akademiet i år, og 26-årige Le Rune Gammeltoft, der er tidligere journalist på Woman og Bilmagasinet, er spændte på at være med til at starte Danmarks nye musikkanal.
– Det er en fed chance, fordi vi skal ikke fylde andres sko ud. Vi får lov til at være Stine og Le, og det giver projektet endnu mere personlighed, siger Le.
– Det er en kæmpe ære at få lov til at være med. Vi skriver jo historie med Voice TV, og vi glæder os helt enormt meget, fortsætter Stine.

Stine og Le kommer på skærmen med programmet Planet Voice alle hverdage fra 15-18.
The Voice, der desuden sender radio i Sverige og Norge, har planer om at lancere The Voice TV på de lokale sprog i Sverige, Norge og Finland i løbet af i år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA