Nyhed

Agnes Obel ind i top fem

Debutalbum fra den danske sangskriver er ugens højest placerede nyhed

Tina Dickow beholder sin førsteplads på albumhitlisten i denne uge med albummet "Welcome Back Colour", men hun er ikke den eneste danske kvinde, der har klaret sig godt på hitlisten i denne uge. For på en fjerdeplads finder vi Agnes Obel, der har sin hitlistedebut med albummet "Philharmonics".

Albummet følger op på ep'en "Riverside" fra maj måned, og det roste album er ugens højest placerede nyhed, som placerer sig lige efter udgivelser fra Runrig og Volbeat på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Der er yderligere to nyheder i top ti i denne uge, hvor den første på en ottendeplads er opsamlingsalbummet "Power To The People" fra John Lennon, der kunne have været fyldt 70 9. oktober. Den anden kommer fra færøske Teitur, der i denne uge debuterer på en niendeplads med albummet "Let The Dog Drive Home".


Herefter er det lidt sparsomt med nyheder, men i nederste halvdel af top fyrre kan man da finde fire af slagsen. Den højestplacerede af dem kommer fra Cæcilie Norby, der lander på en 23. plads med albummet "Arabesque" foran opsamlingsalbummet "25" fra A-ha.

De sidste to nyheder kommer fra Joe Cocker, der er aktuel med albummet "Hard Knocks" samt fra Eliza Doolittle. De ligger henholdsvis på 34. og 38. pladsen på denne uges albumhitliste.

Se hele listen hos Hitlisten.nu.


ANNONCE