Nedtælling til Khaled

Det kan gå hen og blive en af de helt store koncerter. Sådan var det i hvert fald for et år siden, da manden hvis fulde navn er Khaled Hadj Brahim, men siden har været kendt som først Cheb Khaled og siden bare Khaled, skabte den mest svedige folkefest set længe. Med sit trademark-grin og den smukke stemme i spidsen for et velsmurt orkester og en virkeligt god plade, Liberté, i ryggen. Syngende alle de store hits, mens et publikum, som var lige dele marokkanske, algierske og såkaldt etniske danskere dansede i et fejrende hele, hvis de da ikke sprang op på scenen for at danse med legenden. Der var simpelthen ingen smalle steder til den koncert.

Undertegnede havde forinden interviewet Khaled i tre timer på hans hotel, og her kom vi både rundt om dengang han startede ud som ung cheb, street kid, der sang sit berømte Ya Rai, betydende at give sin mening til kende. Hvordan han og vennerne havde dannet et band som 12-årige, som hørte revolutionære grupper fra Marokko, som Nass El Ghiwane og spillede til bryllupper, indtil han begyndte at hænge ud med gnawamusikere og andre sufier, og blev en fast del af de nattelige ritualer. Samt hvordan en af mestrene, en gammel gnawamester, en dag forudså, at hvis han slap bryllupsmusikken og helhjertet fulgte sin egen vej, ville han nå langt hinsides byen Wahrane (Oran), landet Algeriet og videre ud i verden. Samt hvordan han miksede alle de ting, som strømmede ind til havnekvarteret og over radioen i form af flamenco fra Spanien, filmmusik fra Egypten, gnawa fra Afrika, reggae fra Jamaica og ikke mindst den musik som de berømte - og berygtede - cheikhate, altså frie kvinder ofte beskæftiget i de lokale horehuse, stod for. Majestætiske og frygtindgydende kvinder som den formidable Cheikha Remitti. Da jeg mødte Khaled første gang i 1996, benævnte han hende simpelthen som "vores alle sammens mor".

Tjek de første kassetter fra den unge cheb. Tjek den playfulness, han besad, når han ville transponere den trækharmonika, han spillede på, over til en af de nye synthesizere, sætte en tacky rytmeboks i gang, få en darboukaspiller til at slå de frække beats, og så ellers fyre sin sindssygt stærke vokal af, hvis han da ikke sang duet med en anden af tidens lokale stjerner, Chaba Zahouania. Min favorit fra den tid er så klart Hada Raykoum, som han da også tager op til ære og værdighed på Liberté.

Det var en scene, som minder meget om den tidlige reggaescene i Kingston på Jamaica. Men hvor det var 45'ere, der blev sendt ud til de forskellige sound systems på strandene udenfor byen, var det det billige kassettebåndsmedie, som man betjente sig af i raimusikken. Hvilket var fint, for unge kunne nu forlade deres hjem og rykke uden for hørevidde af forældre og andre, der ville få et eller andet galt i halsen, når Khaled, Cheb Hasni, Cheb Abdelhaq og de andre lukkede op for sangene, der prædikede alt andet en koran og afholdenhed. Det var på den scene, at Cheb Khaled blev den absolutte konge, mens folk som blandt andre tidligt afdøde Cheb Hasni (skudt af fundamentalistiske galninge. Red.), Cheb Mami og duoen Chaba Fadela & Cheb Sahraoui, altid var på en andenplads, som lå et stykke tilbage i feltet.

Fra slutningen af 1980'erne tog Khaled springet til den internationale scene, hvor han først lavede den næsten glemte, men totalt trendsættende, Kutché, med Safy Boutella, og siden drog over Atlanten og indspillede med Don Was. Her kom først pladen, der lancerede diskohittet Didi, og siden kom det slag i slag, ikken mindst med Sahra, hvorpå klassikeren Aicha var at finde.

Khaled har holdt niveauet lige siden. Okay, det har været tydeligt, at det især var i de unge år, at de store sange kom på en perlerække. Men enhver der ser ham live i dag må skønne, at stemmen, evnen til festen og det særdeles høje niveau som kunstner er intakt.

Det bliver megastort i Store Vega om under 24 timer. Tjek det ud!!!!!