Nyhed

Volbeat i busulykke

11 personer blev sendt på skadestuen, efter en af Volbeats tour-busser væltede på en landevej i Norge

Mandag formiddag var en af Volbeats tour-busser involveret i en trafikulykke på en landevej i Norge. Ifølge B.T. kørte Volbeats tour-busser i en kortege på tre busser, hvoraf den ene af busserne væltede om på siden. I den forulykkede bus sad blandt andet medlemmerne af Volbeats crew. 

Den tysk indregistrerede bus forulykkede midt på landevejen E14 mellem Sverige og Norge. Tilsyneladende efter det ene hjul på bussen var skredet ud i rabatten.

Chaufføren og de 10 passagerer kunne kravle ud af lugen i taget og fra forenden af bussen, oplyser operationslederen hos politiet i Nord-Trøndelag.


Volbeats manager Toke Holt udtaler til B.T.:

"Volbeat var ikke med i den bus. Jeg aner ikke hvilken bus, de var med. Men altså ikke den forulykkede."

Præcis hvem der var indblandet i ulykken er endnu ikke blevet offentliggjort, men Volbeats manager lover at ingen er kommet slemt til skade og at de kommende koncerter vil blive afholdt som planlagt.


Volbeat turnérer i øjeblikket i Sverige og Norge sammen med svenske Entombed og danske The Kandidate.

ANNONCE