Popstjernen giver som bekendt koncert i Herning i aften, og vi ser nærmere på hendes imponerende bedrifter
Når Lady Gaga lægger vejen forbi Herning med sin storslåede Monster Ball Tour, sker det for en udsolgt Herning Multiarena. Da hun sidst spillede herhjemme i sommeren 2009 foregik det i KB Hallen, og der er sket meget for den 24-årige superstjerne siden.
Hun opnåede med sit debutalbum The Fame fra 2008 at blive den første artist i Billboardhistoriens lange historie, som havde fire singler på førstepladsen. Det var sangene Just Dance, Pokerface, Love Game og Paparazzi, der sikrede hende den ære. Genudgivelsen, The Fame Monster, fra 2009 indeholdt yderligere fire nummer 1-singler: Bad Romance, Alejandro, Telephone og Eh Eh (Nothing Else I Can Say).
I en tid, hvor musiksalget er kraftigt dalende, har den gode Gaga også formået at smide en god portion singler og plader over både de fysiske og digitale diske:
Singlesalg i Danmark: 257.000
Singlesalg internationalt: over 58 millioner
Albumsalg i Danmark: 72.000
Albumsalg internationalt: 14,4 mio.
Gaga har ydermere været nomineret til 191 awards, hvoraf hun har vundet ikke mindre end 95. Det drejer sig blandt andet om ni Billboard Awards, tre BRIT Awards, to Grammy's og 14 Mtv Awards.
Da Lady Gaga den 23. august i år havde sit Monster Ball-show med til Vancouver, var GAFFAs anmelder Rune Leander Mikkelsen til stede. Han var imponeret over den rock-opera-inspirerede forestilling, som han tildelte fem ud af seks stjerner, og blandt andet skrev følgende om:
"Der er ingen tvivl om, at der ligger en kunstnerisk hjerne bag hvert et skridt, hun tager på scenen; bag hvert et statement, hun giver. […] Lady Gaga får fem stjerner for et fremragende iscenesat show, et show, der har mening, idé og budskab bag sig - og ikke mindst et show, der underholder, mens intimiteten bevares."
Om det lykkes Lady Gaga at imponere de 17.000, der har købt billet til i aften, skal blive spændende at se. Forventningerne er ganske sikkert skruet i vejret hos de fleste billetholdere.