Singer-songwriteren er klar med toer med mere elektronika og samfundskritik
Billede: Martin Dam Kristensen
Sangeren og sangskriveren Mikael Simpson, med en fortid i Luksus, sammen med bl.a. Lise Westzynthius, udgiver 6. september sit andet soloalbum, der har fået titlen "De Ti Skud" og er efterfølger til den meget roste debut "0s 2 + Lidt Ro 2002" fra, ja, 2002. Et album, der bl.a. gav ham prisen "Årets Håb" og en check på kr. 50.000,- året efter ved musikkritikernes prisuddeling Steppeulv.
Det nye album byder ligesom det første på dansksprogede sange, der pendulerer mellem "klassisk", guitarorienteret, let melankolsk sangskrivning, pumpende, repetitiv elektronika og både poetiske og skarpe tekster. På det første album var Simpson f.eks. ude efter miljødebattør Bjørn Lomborg ("Naturen er et sprog, Bjørn Lomborg / Kan du ikke læse, hvad der står, Bjørn Lomborg?" er den fulde tekst til "Du Er Ikke En Rigtig Bjørn"), og på det nye har han bl.a. samplet en kvinde, der ønsker sig "én dansk grønthandler" i sit kvarter og brokker sig over "muslimske haver", der tager plads fra danske ditto.
Albummet følges op med en turné i november. Indtil videre er flg. datoer på plads:
18. november: Studenterhus Aalborg
20. november: VoxHall, Århus
25. november: Pumpehuset, København
Tracklisten er som følger:
1. Sexponering 2004
2. Du Drømmer Om Et Andet Sted!
3. Set Det Ske...
4. Er Du Kommet For At Faa Noget? (ja, sådan staves det)
5. Kæmpe-Kæreste-Sorger
6. Det' Sommer Nu!
7. 10 Minutter
8. Virus
9. Set Det Ske (Igen)
Og hvis undrer dig over, at der kun er ni og ikke ti skæringer – ja, så kommer der også et "skjult" bonusnummer til sidst.