x

Within Temptation rykker i KB Hallen

Within Temptation rykker i KB Hallen

Den hollandske gruppe Within Temptation giver koncert i København 11. marts, men fordi der har været meget stor efterspørgsel efter billetter, har man nu besluttet sig for at give gruppen lidt mere plads at boltre sig på.

Bandet skulle oprindelig have spillet i Store Vega ganske som de gjorde det i 2007, men fanskaren er åbenbart vokset siden for efterspørgslen efter billetter har ifølge arrangørerne været "kæmpestor", og derfor rykkes koncerten nu til KB Hallen.

Seneste album fra Within Temptation er "The Heart Of Everything" fra 2007, der har solgt mere end 5 millioner eksemplarer på verdensplan, men det forlyder, at der er nyt på vej. Det forventes faktisk, at bandet vil være klar med deres femte album i begyndelsen af 2011, så med lidt held når det at lande, inden bandet dukker op i Danmark.

Within Temptation giver koncert i KB Hallen 11. marts, og billetter købt til koncerten i Store Vega, kan naturligvis bruges på det nye koncertsted. Salget af de resterende billetter starter på fredag 29. oktober kl. 10 gennem billetlugen.dk, på telefon 70 263 267 samt i Fona.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA