Nyhed

Søren Huss giver ekstrakoncert

Da koncerten i Lille Vega er udsolgt, giver sangeren en ny koncert her til marts

Sidste mandag udgav Søren Huss, sanger i pause-holdende Saybia, sit første soloalbum, det dansksprogede og dybt personlige "Troen & Ingen". Albummet har fået fremragende anmeldelser og er i denne uge gået direkte ind på førstepladsen på den officielle danske albumhitliste.

Også salget af koncertbilletter går det godt med for Søren Huss. Faktisk er hans koncert i Lille Vega 26. november nu udsolgt, og der er derfor blevet arrangeret en ekstrakoncert sammesteds 17. marts 2011. Billetsalget begynder mandag den 1. november via GAFFA Live.

Søren Huss' turnéplan ser nu ud som følger:


18/11 Odense, Magasinet
25/11 Aalborg, Studenterhuset
26/11 København, Vega (udsolgt)
27/11 Århus, Voxhall
17/03 København, Vega (ekstrakoncert)

GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen gav "Troen & Ingen" fire stjerner og var derimod blandt de mindst begejstrede i anmelderkorpset, som også har uddelt fem og seks stjerner til Søren Huss.

Poulsen skrev blandt andet: "Sangskriverens åbenlyse sorgarbejde er albummets stærke og svage side. Man kan kun blive berørt af de hudløst ærlige sange, der kommer helt fra bunden af hans sjæl, men det kan også blive lige svulstigt nok, når det kommer helt frem i lyset."


Se i øvrigt Søren Huss fremføre titelnummeret fra det nye album i Medley Studio nedenfor.

ANNONCE