Sangeren og den primære sangskriver fra Love Shop fortæller om gruppens nye album sang for sang
I dag udgiver Love Shop alias Jens Unmack og Henrik Hall deres første album i syv år, "Frelsens Hær". Det første album uden guitaristen, medsangskriveren og produceren Hilmer Hassig, der omkom ved en trafikulykke i 2008. Andetsteds på GAFFA.dk giver vi ordet til sanger og primær sangskriver Jens Unmack (th.), der fortæller om albummet, nummer for nummer. Her kan du læse, hvad han siger om åbningsnummeret og førstesinglen, "Redningsklar":
– Forløbersingle og en af de første sange der kom til i februar da skrivearbejdet begyndte. Når jeg hører den nu, kan det føles som versene og dets guitarfigurer må være blevet inspireret af The Stone Roses' snigende "I Wanna Be Adored", men sådan husker jeg det nu ikke. Vi fik lavet et mix af sangen i Hansa Studios i Berlin i slut-august af svenske Michael Ilbert, før vi var sikker på at Søren Mikkelsen i Medley skulle mixe hele albummet. Et sequencerstærkt og effektivt mix, det fra Berlin, men ikke helt så stemningsfuldt. Får mange spørgsmål om den "misambulance" i sangen - er ikke så fandens dybt ment.
Læs hele Jens Unmacks gennemgang af "Frelsens Hær".