Nyhed

Ny Springsteen-dokumentar bliver vist på CPH:DOX

"The Promise: The Making of Darkness on the Edge of Town" bliver vist fire gange i november

Vi har tidligere omtalt dokumentarfilmen "The Promise: The Making of Darkness On The Edge Of Town", hvor instruktøren Thom Zimny giver et indblik i tilblivelsen af Bruce Springsteens fjerde album, der blandt andet indeholder klassikere som "Badlands", "The Promised Land" og titelnummeret og udkom i 1978.

Filmen udkommer 15. november på dvd sammen med luksusudgaven af albummet "The Promise", som består af sange indspillet i perioden, hvor Springsteen arbejdede med "Darkness On The Edge Of Town", men som blev sorteret fra, fordi de ikke passede ind. Nogle af disse blev indspillet af andre kunstnere, ikke mindst "Because The Night", der blev et af Patti Smiths største hits nogensinde.

I den kommende måned bliver "The Promise"-filmen dog også vist fire gange på det store lærred. Den har gallapremiere i aften i Grand Teatret i København, og den bliver vist igen 7., 9. og 14. november samme sted i forbindelse med filmfestivalen CPH:DOX.


Filmen er instrueret af den Grammy- og Emmy-vindende Thom Zimny, som både har lavet nye interview med Bossen og hans musikere og fundet gamle arkivoptagelser frem.

Perioden, hvor Springsteen skabte "Darkness On The Edge Of Town" var en af hans mest kreative og samtidig kommercielt succesfulde. Springsteen var nemlig brudt bredt igennem med sit forrige album, "Born To Run", hvilket både var en velsignelse og en forbandelse for ham, og derfor besluttede han sig for at fokusere på arbejderklassen i sin sangskrivning. I en pressemeddelse fortæller han:

"'Born to Run'" gav mig et publikum, men adskilte mig også fra alle de ting, jeg havde forsøgt at skabe forbindelse til hele mit liv. Og det skræmte mig, for jeg forstod, at hvis jeg havde nogen værdi, lå den i min kerne. Og den kerne var rodfæstet i det sted jeg voksede op, de mennesker, jeg havde kendt, og de oplevelser, jeg havde haft. Flyttede jeg mig fra det ind i en sfære, hvor alt var tilladt, og jeg kunne gøre med livet, som det passede mig, ville jeg miste den forbindelse."


ANNONCE