Nyhed

Robyn spiller til Nobel Peace Prize Concert

Den svenske popdronning hylder sammen med navne som Elvis Costello og Herbie Hancock årets Nobels Fredspris-modtager

Dagen efter den officielle overrækkelsesceremoni af Nobels Fredspris vil der vanen tro blive afholdt en hyldestkoncert for modtageren af prisen. Da fredsprisen bliver uddelt fredag den 10. december, vil hyldestkoncerten finde sted lørdag den 11. december på Spektrum i Oslo, hvor den amerikanske skuespiller Denzel Washington vil være aftenens vært.

Til koncerten giver svenske Robyn koncert, ligesom Florence + the Machine, Elvis Costello, Herbie Hancock, Colbie Callait og Sivert Höyem også alle vil spille til ære for årets Nobels Fredspris-modtager - den kinesiske aktivist og politiske fange Liu Xiaobo.

Det er syttende gang hyldestkoncerten finder sted efter prisuddelingen af Nobels Fredspris, der bliver givet til en person eller en gruppe, der via visioner eller lederskabsevner har spredt et budskab, der har været fremmende for fred i verden. Tidligere har navne som Mother Teresa, Al Gore, Nelson Mandela, Kofi Annan med flere modtaget prisen.


Netop den svenske popkunstner Robyn slutter dermed et hektisk 2010 af på toppen, da hun på det tidspunkt vil have udgivet hele tre mini-album samt et enkelt opsamlingsalbum med hendes "Body Talk"-trilogi. Sidste del af Robyns trilogi, "Body Talk Part 3", udkommer den 22. november på EMI og Konichiwa Records, og hyldestkoncerten for Nobels Fredspris-modtager finder sted den 11. december på Spektrum i Oslo. Se yderligere info her.

ANNONCE