Medarbejderne på P3 og Radioavisen holder onsdag fagligt møde om DR-planer om at flytte deres arbejdspladser fra København til Århus
Danmarks Radio overvejer at flytte store dele af sin programproduktion fra København til Århus. Op imod 150 medarbejdere på P3 og Radioavisen er netop blevet orienteret om en plan, der i yderste konsekvens flytter hele P3's produktion til Århus, skriver MetroXpress onsdag.
På stationen modtages planerne med vantro:
- Mange tror simpelthen ikke, det kan passe. Men andre fornemmer, at det her skal tages alvorligt. Det vil få konsekvenser for de medarbejdere, der har købt lejlighed, er gift eller har fået børn i København, siger P3-tillidsmand Mikala Dirckinck-Holmfeld.
DR's bestyrelse forlangte i sidste uge, at der allerede fra 2005 bliver fyldt op på gangene i DR's store domicil i det nordlige Århus.
Medarbejderne på Radioavisen og P3 Nyhederne holder fagligt møde om sagen onsdag eftermiddag.