Nyhed

Amerikansk tromme-ekvilibrist til Århus

Ronald Bruner Jr. kommer forbi Voxhall lørdag den 13. november

Lørdag den 13. november giver tromme-aficionado Ronald Bruner Jr. en DrumClinic-session på Voxhall i Århus. Trommeslageren har spillet siden han var to år gammel, hvor han blev stærkt influeret af sin far Ronald Bruner Sr., der selv var en førsteklasses trommeslager, der har spillet med navne som Diana Ross, The Temptations og Gladys Knight.

Selv begyndte Ron Bruner Jr., at spille professionelt som 15-årig på Theolonius Monk Institute of Jazz, som åbnede dørene for den unge Ron Bruner, der kort efter spillede med Wayne Shorter, Dianne Reeves og Ron Carter. Siden hen blev han et fast medlem af bop-saxofonisten Kenny Garretts band, ligesom han spiller et band i en lidt anden boldgade, nemlig punkrockbandet Suicidal Tendencies.

Hvis man ser klippet nedenunder, er det svært at være i tvivl om, hvilken teknisk trommeoplevelse der er i vente. Trommeklinikken med Ronald Bruner Jr. er lørdag den 13. november på Voxhall i Århus, og billetter kan købes via GAFFA Live. Se yderligere info på Voxhalls hjemmeside.


Se demo-video med Ronald Bruner Jr. herunder:

ANNONCE