Nyhed

MC Einar klar til Respekt-koncerter

Veteran-rapperen optræder til to store koncerter i København og Århus i november. Vi har spurgt ham, hvad vi har i vente.

MC Einar optræder i forbindelse med koncertarrangementet "Respekt – Part 1" den 13. november i KB Hallen og 20. november i Scandinavian Congress Center, Århus. Her spiller også Østkyst Hustlers, Humleridderne og Faktaposen. Vi har spurgt MC Einar, hvad vi kan forvente:

Hvordan er det gået i øveren?
– Vi har faktisk ikke øvet endnu (medio oktober, red.). Men jeg forventer, at det vil gå rigtig godt. Mit live-band består af nogle virkelig skrappe musikere, og jeg har jo stort set aldrig lavet andet. Så det skal vi nok få styr på.

Hvad kan vi forvente os af koncerten?

– At vi spiller de gamle numre sådan cirka, som de var, bare med et rigtigt live-band. Det er der lidt mere rock'n'roll over, synes jeg. Det bliver 100 procent retro, ren sentimentalitet, og jeg vil tro, at mange af de gamle fans dukker op for at mærke, hvordan det var at være 16. For mit vedkommende bliver det måske sidste gang, jeg spiller MC Einar-numre. Jeg har gang i noget nyt med gruppen Kontakt, og det har jeg virkelig brug for efter 20 år med de gamle hits.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?
– I dag er jeg holdt op med at drikke, men dengang kunne vi godt finde på at tage en lille whisky for at få blodet til at rulle lidt hurtigere. Jeg forestiller mig, at vi snupper et lille kampråb i stedet.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?
– Jeg ved det ikke. Der plejer at stå noget vand og øl, og for det meste også nogle sandwiches.

Hvad hører I i turbussen?
– Det kommer an på, hvem der sidder tættest på anlægget! De andre plejer at sætte noget lækkert produceret r&b fra USA på, og så sidder jeg og småkeder mig. "Må jeg sætte noget jazz på?" spørger jeg så, og det sker, at jeg får lov. Men det er sjældent, de holder til det mere end en halv times tid.


Køb billetter til Respekt Part 1 via GAFFA Live


ANNONCE