Nyhed

Rolling Stones klar til nyt album og turné

Keith Richards fortæller, at gruppen fortsat er tændt på at turnere og indspille

Keith Richards er for tiden aktuel med selvbiografien "Life" (som anmeldes af GAFFA i nærmeste fremtid), og i den forbindelse er han netop blevet interviewet af den digitale radiokanal BBC 6. Her blev han blandt andet spurgt til Rolling Stones' fremtid, og Richards svarede, at gruppen langtfra er klar til at gå på pension trods en gennemsnitsalder på 66. Tværtimod antyder han kraftigt, at der både er nyt album og en ny turné på vej.

Keith Richards fortæller blandt andet, citeret af The Guardian: "Alle er klar til at tage ud igen" og fortsætter: "Hvem siger, at det skal stoppe, og hvem siger hvornår det skal? Det er kun os, der ved, hvornår det slutter, og så bliver det med et ordentligt brag. Men vi glæder os til at arbejde videre."

Keith Richards fortsætter: "Efter så mange år sammen har vi en masse uafsluttet materiale, som vi ikke fik plads til på det sidste album. Og jeg ved, at Mick er en produktiv sangskriver. Jeg har også idéer, og vi vil sætte dem sammen i december og januar."


Rolling Stones udgav deres seneste studiealbum, "A Bigger Bang", i 2005. Albummet var gruppens 25. studiealbum og sendte dem ud på en lang verdensturné, der bragte dem til Horsens i 2006 og København året efter og i øvrigt gav dem en rekordstor omsætning på 344 millioner pund, svarende til 2,9 milliarder kroner.

I 2010 har Rolling Stones udgivet hele tre dvd'er samt genudsendt deres højt lovpriste dobbeltalbum fra 1972, "Exile On Main Street".

Rolling Stones blev dannet i 1962 og kan altså fejre 50 års jubilæum om to år.


 

 

ANNONCE