Nyhed

Mona Larsens datter pladedebuterer

Endnu en dansk andengenerationskunstner træder frem i rampelyset, når Julie Maria d. 4. oktober udgiver sin debutplade

Billede: Lars Wahl

D. 4. oktober udkommer debutalbummet ”Beautiful Minor” fra den 23-årige Julie Maria, der, selv om hun nok endnu ikke er kendt i musikbranchen, bestemt ikke er fremmed over for den. Hun er nemlig datter af Mona Larsen, den erfarne danske jazz-sangerinde, der også har en fortid som pop/rock-sangerinde i duoen Halberg Larsen.

Julie Maria har skabt debutalbummet i samarbejde med pianisten Christoffer Møller, og på albummet medvirker flere prominente danske og udenlandske musikere. Bl.a. Palle Mikkelborg, Helen Davis, Danny Gottlieb, Lennart Ginman, Christoffer Møller samt Claus Hempler. Ifølge pladeselskabet, Universal skulle albummet være præget af en nærværende lyd med strygere, en mangestrenget blæsersektion og harpe og en dynamisk rytmegruppe.


Julie Maria med band giver koncert d. 13. september i Copenhagen Jazzhouse.

ANNONCE