Nyhed

Queen genudgiver hele bagkataloget

Bandet har bekræftet sit skifte fra EMI til Universal og vil nu genudgive alle deres udgivelser i nye versioner

Selvom historien om at Queen var på vej væk fra pladeselskabet EMI kom frem i maj måned, så er det faktisk først nu blevet officielt bekræftet, at bandet fra 1. januar 2011 vil være i stald hos Universal. Med skiftet kommer en plan om at profilere bandet kraftigt i 2011, hvor Queen kan fejre sit 40 års jubilæum.

Ifølge Reuters er første skridt at tilknytte bandet Island Records, og derefter genudgive "Queen," "Queen II," "Sheer Heart Attack," "A Night At The Opera" og "A Day At The Races" i nye versioner til marts. Pladerne skal remastereres, og derudover skal der tilføjes nyt indhold til udgivelserne. Genudgivelser af bandets øvrige ni studieplader samt udgivelsen lavet i 2008 med Paul Rodgers vil alle følge i løbet af 2011.

I samme periode skal der også produceres en ny dokumentarfilm samt en spillefilm om bandet.


Queen har til dato solgt mere end 170 millioner plader på verdensplan, og mon ikke det tal kommer til at stige markant, når en ny generation til næste år præsenteres for sange som "Bohemian Rhapsody", "Crazy Little Thing Called Love", "We Are The Champions" og "Another One Bites The Dust" i kampagner for de nye udgivelser samt i filmen om Queen, der får Sacha Baron Cohen i hovedrollen.

ANNONCE