Nyhed

Liam Gallagher forærer den første single væk

Debutsinglen fra Beady Eye kan hentes gratis på nettet 10. november

Udgivelsesdatoen for singlen "Bring The Light" er blevet rykket frem fra den 22. november til i morgen onsdag 10. november, og ikke nok med det, så vil man kunne hente den gratis på bandets officielle webside.

Dermed bliver der for første gang mulighed for at høre, hvad Liam Gallagher kan uden broderen Noel, og det er der sikkert mange, der ser frem til at få afklaret. Man kan ved samme lejlighed købe sangen på 7" single, hvor man så får b-siden "Sons Of The Stage" med i købet.

Det er dog lidt overraskende, at Liam og resten af bandet har valgt at forære singlen væk, da han tidligere har udtalt sig særdeles kritisk om Radiohead og deres udgivelse "In Rainbows", der kunne downloades gratis.


Da GAFFA mødte Liam i 2008, sagde han blandt andet:

- Jeg er ikke en nærigrøv, men jeg er heller ikke dum. Det er mit fucking arbejde. Skulle jeg give min musik væk, fordi en fucking idiot i Oxford siger det? Jeg har regninger, der skal betales og munde, der skal mættes, ikke mindst min egen.

Men nu gør den engelske sanger altså alligevel forsøget med at få omtale via gratis musik, og derfor kan "Bring The Light" hentes gratis fra klokken 11:00 dansk tid på bandets officielle webside.


ANNONCE