Nyhed

Steve Wynn & Miracle 3 spiller på Global

På onsdag den 17. november giver den amerikanske sangskriver koncert i København

Global Copenhagen ligger på onsdag, den 17. november, lokaler til en koncert med den amerikanske rocklegende Steve Wynn, der optræder med bandet Miracle 3.

Den New York-bosatte musiker har en fortid som frontmand i det alternative rockband Dream Syndicate, der blev grundlagt i Los Angeles i 1981, og som gik i opløsning i 1989. Gruppen var en del af Paisley Underground-bevægelsen, der huserede i Los Angeles i midtfirserne, som et modsvar til den ekstremt voldsomme hardcore-punkscene i byen på det tidspunkt. En bevægelse, der desuden var stærkt inspireret af den sene 60'er-rock.

Siden Dream Syndicate har Steve Wynn udgivet en lang række soloalbum, der har udforsket mange forskellige genrer. Sidst Wynn udgav materiale var i 2008 med albummet "Crossing Dragon Bridge". GAFFAs anmelder Finn P. Madsen kaldte pladen "vemodig og nedtonet", og han gav den fire stjerner. Desuden uddybede han:


"Crossing Dragon Bridge" er et fint mellemspil for Steve Wynn, inden han igen sætter strøm til forstærkeren."

Om Steve Wynn har sat strøm til forstærkeren, kan du se til koncerten med Steve Wynn & Miracle 3 på onsdag den 17. november på Global Copenhagen. Billetter kan købes via GAFFA Live, og du kan se yderligere info på Global Copenhagen.

ANNONCE