Nyhed

Radiohead næsten færdige med nyt album

Ifølge Johnny Greenwood er et nyt album lige om hjørnet, og det bliver fulgt op med en stor turné

Der har i nogen tid været snak om Radioheads kommende album, opfølgeren til det selvudgivne "In Rainbows" fra 2007. For nylig udtalte trommeslager Phil Selway, at det kunne være, at gruppen endte med at ville kassere alle de nye optagelser efter et bandmøde, men alt tyder på, at de har valgt ikke at gøre det.

Nu siger guitarist Johnny Greenwood nemlig til Rolling Stones italienske udgave - citeret af det officielle fansite waste-central.com - at det nye album er "næsten færdigt", og at det vil blive fulgt op af en "stor turné".

 


Johnny Greenwood siger ikke meget mere om det nye album, ud over at det vil indeholde "10 sange, måske lidt flere". Han tilføjer, at han ikke ved, hvordan gruppen vil udgive albummet.

Det sidstnævnte er der givetvis store spekulationer omkring, idet Radiohead som nævnt, i hvert fald i første omgang, udgav deres sidste album "In Rainbows" på eget selskab som digital download til valgfri betaling eller som bokssæt med to cd'er og to vinylplader for cirka 400 kroner. Senere udsendte de dog albummet på traditionel vis via selskabet XL Recordings.

Radiohead debuterede i 1993 med albummet "Pablo Honey", og det nye album vil blive deres ottende studiealbum.


ANNONCE