Nyhed

Talons udkommer på Pad & Pen

Det danske selskab Pad & Pen udgiver album med debuterende briter

Bag bandnavnet Talons gemmer sig seks herrer fra Hereford i England, og de udkommer i Danmark den 29. november via det fremadstormende danske pladeselskab Pad & Pen Records.

Albummet hedder "Hollow Realm", og det består af otte skæringer, der er skrevet som ét enkelt stykke musik. Debuten er produceret af den tidligere iForward Rusland!-forsanger Tom Woodhead. Genremæssigt bevæger Talons sig, ifølge en pressemeddelelse, inden for en eksplosivt energisk hardcore, der har nuancerne fra post-rocken, samt de brækkede sangstrukturer og kompleksitet som forbindes med math-rock, og så er det udelukkende instrumentalt.

Bandet har tidligere udgivet singlen "Pearl" i august 2009, som høstede positive ord i blogosfæren. Derudover har de udsendt to split-singler i et begrænset oplæg med 100 eksemplarer hver, hvor den første, "Betlehem" (en split med irske rockere And So I Watch You From Afar), blev udgivet i december 2009 og udsolgt på pre-order alene, mens den anden, "Anthropods", var en split med de Chicago-baserede Noumenon.


Bandet spiller en britisk turné her i november, men den bliver ifølge pressematerialet udvidet med resten af Europa og dermed også Danmark.

I England er Talons udkommet på Big Scary Monsters, der også udgiver danske Mimas, som de to pladeselskaber altså også har til fælles. "Hollow Realm" udkommer den 29. november, og du kan downloade sangen "Peter Pan" gratis. Se mere info om Talons.

Se tracklisten herunder:


1. "St Mary Will Be The Death Of Us All"
2. "Peter Pan"
3. "In The Shadows Of Our Stilted Homes"
4. "An Expected Future Event"
5. "Iris"
6. "Impala"
7. "Great Railroads"
8. "Hollow Depth"

ANNONCE