Nyhed

Kaizers Orchestra vender tilbage til Danmark

Nordmændene lægger til marts vejen forbi Train i Århus for at præsentere første del af "Violeta, Violeta"

Kaizers Orchestra annoncerede i begyndelsen af året, at de var gået i gang med en albumtrilogi, og at første del ville blive udsendt i begyndelsen af næste år. Samtidig blev det meddelt, at gruppen ville tage på en turné i marts 2011, og nu er første danske dato klar.

Det populære band lægger nemlig vejen forbi Train i Århus 11. marts, hvor der vil være mulighed for at høre materiale fra første del af det ambitiøse "Violeta, Violeta" projekt, der først vil være færdiggjort i 2012.

Første del vil dog være i butikkerne 31. januar 2011, der samtidig er ti års jubilæet for bandets debutalbum "Ompa Til Du Dør".


Kaizers Orchestra kan opleves på Train i Århus 11. marts, og billetter kan købes fra 20. november via GAFFA Live.

ANNONCE