Nyhed

The Beatles går på hitlisterne

Tilføjelsen af bandets bagkatalog kunne øjeblikkeligt ses på iTunes' hitlister

Apple havde slået stort brød op, da de mandag lancerede en kampagne med sloganet "Tomorrow is just another day. That you'll never forget". Sloganet skulle bruges til at markere, at det fra tirsdag 16. november var mulighed at købe The Beatles' musik online via iTunes, og selvom reaktionen mange steder var, at det var en masse hype over ingenting, så havde det alligevel en særledes mærkbar effekt på download-hitlisten.

I USA gik fem af bandets plader ind i top tyve på iTunes' download chart, hvor "Abbey Road" var det Beatles-album flest var interesseret i at få i digital kvalitet. Også "The White Album" og "Sgt Pepper's Lonely Hearts Club Band" er gået top tyve sammen med det særlige digitale "Beatles Box Set", der indeholder alle gruppens studieudgivelser med mere, samt opsamlingsalbummet "1967–1970" også kendt som "The Blue Album".

I alt 13 The Beatles-udgivelser blev i går gjort tilgængelige via iTunes, og også herhjemme kan man se resulatet på download charten. Her ligger "Beatles Box Set", der er prissat til 1199 kroner i skrivende stund på en 12. plads på iTunes' albumhitliste, og også "The White Album", "Abbey Road" og "Sgt Pepper's Lonely Hearts Club Band" er gået ind i top tyve.


Yderligere syv Beatles-plader er gået ind i top 50, så trods protester om Apples måde at markedsføre lanceringen af den digitaliserede version af Beatles-bagkataloget, så ser det ud til at folk har taget musikken til sig endnu engang.

ANNONCE