x

Nyt kæmpe-leksikon om rock

Nyt kæmpe-leksikon om rock

Omkring månedsskiftet oktober/november udsender Politikens Forlag endnu et leksikon om rock. Denne gang er det rockens navne uden for Danmark, der er i centrum. Sidste gang, forlaget udsendte et opslagsværk om den internationale rockscene, var i 1995.

Med udgivelsen nu i efteråret 2004 markeres to jubilæer. Dels holdt den internationale rockmusik 50-års fødselsdag i 2004 - og dels er det i oktober i år netop 30 år siden, Politikens Forlag udsendte det første leksikon om rock på dansk. Titlen var den gang "ROCK. Musikkens Hvem, Hvad, Hvor. Beat". En lille sag på 392 sider. Siden er rockscenen – og bogen – vokset.

Titlen er nu "Politikens Store Rockleksikon”, og bogen ER stor. Faktisk den største bog om rock på dansk, der nogensinde er udgivet. I alt 1648 tæt trykte sider med mere end 2.500 biografier på rocknavne gennem 50 år, og med en komplet navneindeks på grupper, bandmedlemmer, solister, studiemusikere og producere med de mere end 30.000 navne, der er beskrevet i bogens opslagsdel.

I forhold til rockleksikonet fra 1995 er bogen forøget med godt 700 nye artikler. Langt de fleste nye opslag beskæftiger sig med navne, der er dukket op siden 1995, f.eks. The Strokes (billedet), men en række ældre navne, som før er blevet overset, er også taget med.

Som i 1980'erne og 1990'erne er bogen redigeret af Jan Sneum, og i mangt og meget er konceptet fra de tidligere udgivelser fortsat. Facts er i højsædet, men som noget nyt skulle læsbarheden være væsentligt forbedret. Væk er de utallige forkortelser og den kortfattede telegramstil. I stedet er kommet et mere flydende sprog, hvor der også er plads til anekdoten.

Pris 349 kr.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA