x

Bandbase og Bands Of Tomorrow indgår samarbejde

Bandbase og Bands Of Tomorrow indgår samarbejde

BandBase og Bands of Tomorrow Music Group har netop offentliggjort et samarbejde, der skal fremme kendskabet til talenterne i danske musik.

De to initiativer vil sammen styrke promoveringen af de danske talenter igennem Bands of Tomorrow-konceptet, der er repræsenteret via en række koncerter på spillesteder landet over. Koncerterne har fokus på talentfulde musikere, der endnu ikke har fået deres kommercielle gennembrud, og de bliver løbende valgt ud af Bands of Tomorrows booking-gruppe.

Derudover arbejder de to parter på at finde nogle af de bedste navne fra vækstlaget hver måned, som Bands Of Tomorrow kan arbejde videre med i deres virke som management og pladeselskab. Simon M. Sørensen, CEO og medstifter af Bands of Tomorrow Music Group udtaler følgende omkring samarbejdet:

"Vi er utrolig glade for at indgå et samarbejde med BandBase, en platform, jeg altid har anset for et vigtigt instrument for upcoming-musikken i Danmark. Derfor er det også vigtigt at to virksomheder som Bandbase og Bands of Tomorrow finder sammen om at udbrede kendskabet til det danske vækstlag."

BandBase har i årevis været kendt som det danske vækstlags forum, og har med stor succes skabt et miljø, hvor musikken trives og udvikles. Rasmus Ardahl, ansvarshavende redaktør på BandBase, siger følgende:

"Vi arbejder konstant på at skabe muligheder for artisterne i vækstlaget, og derfor er det positivt når vi kan skabe nye tilbud sammen med aktører som Bands Of Tomorrow, der deler den vision."

Bands of Tomorrow Music Group skriver i en pressemeddelelse, at de har en ambition om at skabe et levedygtigt og kreativt vækstlag. Alle bands kan ansøge om at deltage på www.bandsoftomorrow.com, ligesom bands og musikinteresserede kan lave en profil på www.bandbase.dk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA