x

Nick Drake stor i USA : 27 år efter sin død

Nick Drake stor i USA : 27 år efter sin død

Ved et af skæbnens sædvanlige skæve luner er en britisk sanger nu i færd med at gro i popularitet ovre i US af A. Det ironiske er at sangeren – og musikeren, tekstforfatteren med mere – Nick Drake, har været død i snart tredive år. 27 år er der nemlig gået siden Drakes død, i sine forældres hus i engelske Warwickshire, i 1974 – Drake døde af en overdosis anti-depressiver. Men nu har de amerikanske teenagere taget det afdøde geni til sig, efter at et par af hans sange har været med i tv-serien Young Americans.

 

Faktisk var det – endnu mere ironisk – en reklame for Volkswagen som sparkede den (fortjente og) nyfundne popularitetsbølge i gang. I reklamen ser man nemlig en gruppe unge som kører omkring og nyder livet, mens de lytter til Drake’s single, Pink Moon. Det fik Drake’s amerikanske distributører, Rykodisc, til at fatte mod, og de valgte at genoptrykke en del af hans albums – som følge af det stigende behov – nu har salget så langt oversteget de 150.000 kopier.

 

Nick Drake var – som de få rå vil vide – et helt enestående musikalsk talent. Hvis navnet ikke lige ringer en klokke for dig, så fortvivl ikke – selv i sin samtid var Drake sørgeligt overset. Til trods for at han producerede adskillige albums af gåsehudsfremkaldende smuk musik, og – mere eller mindre ene mand – skabte hele singer/songwriter-fænomenet. Men Drake havde et skrøbeligt sind, samt en næsten sygelig modvilje mod at optræde live, og så er det altså svært at fange publikums interesse – eller det VAR det i det mindste. Desuden kredsede Drake i sine sange meget om ”forbudte emner”, som døden, fordømt kærlighed og depression. Hans musikalske visioner var langt mere dystre og bittersøde, end den tid de skulle sælges i.

 

Drake’s søster, skuespillerinden Gabrielle Drake, fortæller til avisen the Birmingham Post and Mail følgende: ”Nick ville have glædet sig over denne succes. Og den nye amerikanske berømmelse ville nok også have ham ikke så lidt”.

 

Tjek ham ud hvis I kan – der er intet at miste - kun alt at vinde!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA