x

Endnu et nyt spillested i Kbh.

Endnu et nyt spillested i Kbh.

D. 16. oktober åbner et nyt spillested i København, der både vil have funktion af natklub, lounge og galleri. FUSK, som er stedets tillid(s)vækkende navn, vil kunne huse mellem 250-300 mennesker, og ifølge stedets ophavsmænd vil eneste dress code være – NO SUITS!

FUSK vil fungere som spillested med faste klubarrangementer med tilknytning til forskellige genrer. Stilen kommer efter sigende til at fokusere på mere urban musikkultur såsom hiphop, raregrooves, soul/funk/breakbeats, reggae/dancehall/dub og drum’n’bass. I loungen vil der være skiftende udstillinger med nye kunstnere, ligesom der fra tid til anden vil kunne opleves film, dokumentare inden for streetart/graffiti, musikdokumentarer m.m.

FUSK vil køre med tre faste klubaftener. Hver torsdag vil bl.a. den tredobbelte danmarksmester i miks (og en sjette plads ved DMC Technics World DJ Championships for nylig) Turkman Souljah samt Ezi-Cut byde op til dans. Hver anden fredag vil Bikstok Røgsystem og Rub A Dub kunne opleves, og hver anden lørdag vil der blive sat fokus på hiphop af den gamle skole. Onsdage vil den såkaldte Low Key Lounge give up-and-coming dj's mulighed for at folde sig helt ud.

FUSK ligger på Lille Kanikkestræde 3 i Kbh. K., og åbningstiderne er onsdag fra 18 til 02 og torsdag til lørdag fra 23 til 06.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA