x

Dansk Linkin Park-koncert til download

Dansk Linkin Park-koncert til download

Var du ikke blandt de 11.700 tilskuere, der var til stede da den amerikanske gruppe Linkin Park for nylig gav koncert i Herning, så kan du nu downloade hele koncerten som lydfil med dertilhørende billedmateriale på gruppens hjemmeside.

Det var Jyske Bank Boxen, der lagde lokaler til koncerten, og med en kapacitet på 12.000 publikummer var salen stort set udsolgt. GAFFAs anmelder Nicholai Friis Pedersen var til stede, og han var ikke sen til at belønne gruppen med fire stjerner. Han skrev indledningsvist:

"Magiske øjeblikke var bestemt til stede, da rap/nu metal-bandet Linkin Park spillede i Jyske Bank Boxen. På papiret ligner den gigantiske Jyske Bank Boxen-arena og Linkin Parks episke hits som "One Step Closer", "In The End", "Crawling" og "Numb" et match made in heaven. Det var det i det store og hele også denne lørdag aften i Herning", og som aften skred frem:

"Efter fra start og cirka en halv time frem at have spillet nyere materiale, som blev modtaget med stor begejstring, blev festens potentiale forløst med megahittet, "Numb". Et brøl uden lige steg op fra salen, og de på tribunerne, der endnu ikke havde rejst sig fra stolene, fløj op i det sekund, den karakteristiske synth-figur lød i rummet. Hvilken eufori!"

Pedersen fremhævede desuden gruppens fremførelse af monster-hittet "In The End" som aftenens højdepunkt.

Hvis du vil høre hvordan det lød, eller gerne vil genhøre koncerten, så kan du nu downloade hele koncerten plus billeder for 10$ (cirka 55 kroner) på downloads.linkinpark.com.

Koncerten med Linkin Park var den 30. oktober i Jyske Bank Boxen i Herning, og bandet udgav senest albummet "A Thousand Suns" i september måned i år.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA