Nyhed

The Specials i Vega

Den gendannede ska-gruppe lægger vejen forbi København i september 2011

Efter syv års pause fandt medlemmerne af The Specials i 2008 sammen igen, og til næste år bliver der mulighed for at opleve den gendannede gruppe i København, hvor de vil give en koncert i Vega. Det fremgår af gruppens officielle webside.

Den engelske ska-gruppe debuterede i 1979 med albummet "Specials", der udover gruppens egne sange også inkluderede coverversioner af navne som Lee Scratch Perry, Skatalites og Toots & The Maytals. Både debuten og efterfølgeren var hits i England, men det helt store gennembrud kom via singlen "Ghost Town", der gik hele vejen til nummer et på den engelske singlehitliste i 1981.

Gruppens sang "Free Nelson Mandela" fra 1984 var også et hit, men på dette tidspunkt var gruppens opstilling radikalt ændret, da tre af medlemmerne havde forladt gruppen for at danne Fun Boy Three. The Specials blev opløst i 1984, men gendannedes i en årrække i 90'erne, og efter yderligere syv års pause fandt de altså sammen igen i 2008.


Gendannelsen medførte blandt andet en koncert denne sommer på Øya Festival i Oslo, hvor bandet i en femstjernet anmeldelse fik følgende ord med på vejen:

"Den politisk bevidste gruppe lavede sjov undervejs, men berørte også racismeproblemer på "Doesn't Make It Alright" og flere andre sange, og bandets grundlægger og primære sangskriver, Jerry Dammers, var da også i sin tid manden bag hittet "Free Nelson Mandela". Dammers spiller dog ikke med i den version af The Specials, der har turneret siden 2008, så måske derfor var sangen ikke på sætlisten. Det var til gengæld den forrygende "Nite Klub", bandets hitlistetopper "Too Much Too Young" og "Enjoy Yourself (It's Later Than You Think)", der afsluttede en koncert, hvor det var umuligt ikke at blive revet med, uanset om man kender The Specials eller ej".

Nu får det danske publikum altså også mulighed for at opleve The Specials, når de 16. september 2011 giver koncert i Vega. Der er endnu ingen informationer om, hvornår billetsalget starter.


ANNONCE