Nyhed

JBL Nites på Bremen i aften

The Olympics, Apollo og Maggie Talks giver gratis koncert i København

I aften, onsdag den 24. november, kan man opleve de tre talentfulde bands Apollo, The Olympics (billedet) og Maggie Talks. Det er en del af JBL Nites på Bremen, som denne aften afholder sidste arrangement i 2010. Ellers har gratis-arrangementet været afholdt den sidste onsdag i hver måned på Bremens scene i København.

Apollo udkom med deres debutplade i maj efter at have været supportband på Carpark Norths forårsturné. I løbet af foråret havde de en del airplay med singlen "Too Many Nights", ligesom balladen "Birds Are Playing Guitar" lige nu florerer på radiobølgerne. Debutalbummet "Too Many Nights" blev kaldt for "en blandet, men vellydende fornøjelse" af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez.

Indiegruppen The Olympics fik for alvor gang i hjulene, da de vandt P3's karrierekanon i 2009, hvorefter de har spillet et utal af koncerter. For nylig har de skrevet under på en pladekontrakt med pladeselskabet Speed of Sound, hvor de samtidig har fundet den helt rigtige legekammerat i producer Frederik Nordsø (The Informations, The William Blakes med flere) til at føre deres vision ud i livet. Jonas Delfs fra gruppen udtaler:


"Vi laver popmusik! Storslået, eventyrlysten og til tider skizofren popmusik. Men tag ikke fejl - det er ikke et tegn på usikkerhed, at musikken har så mange retninger - det er vores vision! Tiden for stringent, begrænset genre-musik er ovre…"
 
Sidste navn på JBL-plakaten er kvintetten Maggie Talks, der kun har eksisteret halvandet år. Dog har de allerede opnået en større live-erfaring med koncerter på Vega og Køge Beach Party. Bandets popularitet kunne også tydeligt ses til deres release på musikvideoen "Savior", hvor intet mindre end 600 gæster mødte op for at være en del af festen.

Om det også bliver en fest i aften, kan du se når de tre lovende kunstnere giver den op på scenen Bremen i København, hvor der er gratis indgang. Se mere på JBL Nites. Efter juleferien vender koncertrækken tilbage med første koncert den 26. januar.

ANNONCE