x

Salem giver koncert på Dunkel Bar

Salem giver koncert på Dunkel Bar

Den hypede trio, Salem, besøger den københavnske Dunkel Bar torsdag den 9. december. John Holland, producer og vokalist, grundlagde bandet i 2006, hvorefter han rekrutterede de to resterende medlemmer, Heather Marlatt og Jack Donoghue.

Gruppen debuterede i 2008 med ep'en med det selverkendende navn "Yes I Smoke Crack", og de har udgivet debutalbummet i år. "King Night" hedder det, og GAFFAs anmelder Jesper Buhl var særdeles glad for pladen, som han synes var fem stjerner værd. Han beskriver Salem således:

"Chopped n' screwed rap, crunkede trommemaskine-beats, højloftet englesang, tonstunge, horror-drivende, forvrængede synths og shoegaze-inspirationer lyder måske ikke som den mest oplagte kombination, men netop det er ingredienserne for det ultra-hippe amerikanske band Salem, som er et af de centrale bands i drag/witch house/haunted house-scenen."

Derudover skrev han afslutningsvist i sin bedømmelse:

"Det er blandingen af det storslåede, det støjende og det nakkenikkende, der gør 'King Night' til en aldeles fascinerende album-oplevelse."

Om de kan realisere den omtalte fascinerende oplevelse live, kan du erfare, når trioen Salem giver koncert på Dunkel Bar torsdag den 9. december i København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA