Nyhed

Peter A.G. tager på soloturné

Gnags-sangeren tager en pause fra bandet og drager til marts ud med "Det Scene Show"

Der må være noget i luften eller vandet i Århus for tiden, for samme dag som Thomas Helmig præsenterer datoer for sin første turné uden band, melder Gnags-styrmanden Peter A.G. Nielsen ud, at han til foråret giver bandet en pause og tager på landevejen som solist.

Ganske som Helmig er det første gang Peter A.G. skal på turné som solist, og det sker efter mere end 40 år som frontfigur og nu eneste tilbageværende medlem fra Gnags' oprindelige besætning.

Ifølge en pressemeddelelse tager sangeren på turné kun bevæbnet med sin guitar, sin mundharpe og sine sange, og om beslutningen siger A.G.:

"Jeg har jo altid spillet for et dansende publikum. Nu vil jeg prøve at spille for folk, mens de sidder ned, lytter og synger med. På små intime scener, i øjenhøjde med publikum".

Peter A.G. kalder koncerterne "Det Scene Show", som består af to afdelinger.

Første afdeling er en samling helt nye sange, hvor Peter A.G. fortæller, hvad det var der gjorde, at han gerne ville op og stå på scenen og synge for folk. Hvor kommer inspirationen fra? Hvordan fik han sin første guitar? Hvad var det, han så gerne ville fortælle i sine sange? Det hele sat sammen som en rejse ind i kunstens verden

Anden afdeling er helliget alle de kendte sange, der har været med til at tegne karrieren. Spillet og fortolket akustisk, så sangene spejler sig på nye måder. Der vil blive genhør med alle de største Gnags-sange som "Når Jeg Blir Gammel", "Den Dejligste Morgen", "Kærester", "Slingrer Ned Ad Vestergade" med flere.

Hele showet bliver ifølge pressemeddelelsen krydret med anekdoter og historier – det hele pakket ind i lysshow med effekter.

Peter A.G.'s første soloturné starter 2. marts 2011 og kører frem til 15. april.

Billetsalget starter mandag den 29. november.


ANNONCE