Nyhed

22-Pistepirkko giver tre jubilæumskoncerter

Den finske kultrock-trio besøger tre danske spillesteder i starten af marts

Den 2., 3. og 4. marts giver det finske kultrockband 22-Pistepirkko tre danske koncerter i anledning af deres 30-års jubilæum. Det er henholdsvis København, Århus og Aalborg, der får besøg af trioen, som kan fejre deres 30-årige tilstedeværelse på rockscenen, ligesom de vil give publikum en forsmag på nye sange fra det kommende jubilæumsalbum.

22-Pistepirkko blev grundlagt i 1980, hvor de tre fyre fra den lille nordfinlandske by Utajärvi vandt det finske Championship Of Rock. Få år efter udsendte trioen debutalbummet "Piano, Rumpu & Kukka" i 1984 – en minimalistiske, finsksproget rockudgivelse, der var stærkt influeret af legendariske The Velvet Underground.

Fra 1985 - 1991 rykkede bandet til Finlands hovedstad Helsinki, hvor de på tre albums forsøgte sig på engelsk. Herefter kom der en årrække, hvor bandet dykkede ned i de elektroniske muligheder, hvorefter computerprogramming og samplere blev en større del af lyden. Det kulminerede med albummet "Rally Of Love" fra 2002, hvorefter bandet valgte at holde en pause.


I 2005 genoptog de samarbejdet på albummet "Drops & Kicks", hvor de atter var tilbage ved udgangspunktet med den traditionelle bas-guitar-trommer-instrumentering. Den tendens er bibeholdt på deres seneste album "(Well You Know) Stuff Is Like We Yeah!" fra 2008, som GAFFAs anmelder Finn P. Madsen mente var en "vaskeægte Pistepirkko-klassiker".

Til de tre danske koncerter vil trioen således have en blanding af det imponerende bagkatalog med nyt materiale fra det kommende jubilæumsalbum. Se yderligere info på 22-Pistepirkko.net.

22-Pistepirkko giver koncerter følgende steder:
2. marts 2011 - Vega, København (Køb billetter via GAFFA Live)
3. marts 2011 - Voxhall, Århus (Køb billetter via GAFFA Live)
4. marts 2011 - Studenterhuset, Aalborg


ANNONCE