x

Dragontears giver koncerter

Dragontears giver koncerter

Næste år i februar giver Dragontears tre danske koncerter inden de tager til den hollandske Roadburn Festival i april 2011. Gruppen, der blandt andet består af Baby Woodrose-frontmand Lorenzo Woodrose, har ellers ikke for vane at give mange koncerter. Gruppen har spillet på Roskilde Festival i 2009, Roadburn Festival 2009, samt en lille håndfuld koncerter i Danmark.

Denne gang giver gruppen dog tre danske koncert i København, Aalborg og Horsens. Herefter vender de tourbussen mod Holland, hvor gruppen er blevet inviteret til at spille til Roadburn Festivalen i april 2011. Her giver de to koncerter - en lørdag den 16. april, hvor de lukker Green Room-scenen, mens de søndag den 17. april spiller til efterfesten "Afterburner", hvor også Black Mountain og Dead Meadow med flere spiller.

Roadburn Festival er en af de vigtigste festivaler i Europa for stenerrock, psykedelisk rock og sortsværtede afarter af metal. Festivalen foregår i Tilburg og tiltrækker publikum fra hele Europa. Årets program består bl.a. af Sunn O))), Pentagram, Black Mountain, Dead Meadow, Swans, Shrinebuilder, Wowenhand, Quest For Fire med flere.

I starten af november udgav Dragontears, hvad de har annonceret som det sidste album, "Turn On Tune In Fuck Off!!", der fik fire stjerner. Albummet er sidste del af Dragontears' trilogi, der blev sat i gang med "2000 Micrograms From Home" fra 2007, som siden hen blev efterfulgt af "Tambourine Freak Machine" fra 2008.

Der er derfor en sandsynlighed for, at det er bandets sidste koncerter, der som sagt foregår i henholdsvis København, Horsens og Aalborg - eller til Roadburn Festival i april 2011. Forsalget til Roadburn 2011 starter på lørdag den 27. november, der sidste år var udsolgt på 30 minutter - se mere via www.roadburn.nl.

Se turnedatoerne herunder:
04.02.2011 - Loppen, København
11.02.2011 - Studenterhuset, Aalborg
12.02.2011 - Kulisselageret, Horsens
16.04.2011 - Green Room, Roadburn Festival 2011
17.04.2011 - Afterburner 013 Venue, Roadburn Festival 2011


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA